Kasper H. Jensen og High on Cars Racing by Massive Motorsport har i denne sæson kæmpet lidt med at finde samme konkurrencedygtighed, som Honda-køreren havde i 2020, hvor Honda-teamet endte som TCR Denmarks første mestre.
Men med en god weekend i København lykkedes det i sidste weekend Kasper H. Jensen at hente ind i tabellen - så meget, at han er ny mand i spidsen af tabellen.
Mesterskabsføringen skiftede hænder efter Jan Magnussens afkørsel i 1. heat i København, og det ærgrer Kasper H. Jensen, at det skete på netop den måde. Men samtidigt slår han også fast, at han ser frem til en tætpakket efterårssæson, hvor han pludselig ikke bare er med i titelkampen - men foran i den.
- Skulle vi selv have drejebogen for København, så kunne vi i rene point ikke have fået det bedre. Men det var mega ærgerligt med Jan, at hele weekenden var ødelagt for ham efter ét heat. Det blev også en noget speciel weekend i København på grund af det meget skiftende vejr, men vi fik det bedste ud af det, forklarer Kasper H. Jensen.
God test
I denne uge har TCR Denmark været på FDM Jyllandsringen til den årlige sommertest, hvor Kasper H. Jensen toppede tabellen begge dage - og også her var vejrets skiften en markant faktor.
- Vi stiller i stærkeste opstilling for tiden med både italienske og engelske ingeniører, og jeg vil mene vi havde held til at finde det sidste, der manglede.
- Førstedagen regnede væk, men vi fik prøvet et par ting til regnsetuppet, så den del kan bare komme an nu. Dag to var bedre på vejret, og vi nåede stort set hele listen, så det var et par udbytterige dage, konstaterer han. Men ét er til gengæld sikkert - weekendens Grand Prix Danmark bliver med Kasper H. Jensens egne ord et ekstremt vigtigt løb:
- Vi skal for alt i verden ikke udgå, men vi skal have nogle point skrabt sammen. Jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at se nogle nye navne shine lidt på Jyllandsringen, for vi kommer nok til at tænke lidt mere mesterskab og lidt mindre i enkelte løb til den afdeling. Vi skal bare lige finde det sidste, afrunder han.
TCR Denmark kører alle weekendens tre heats på FDM Jyllandsringen lørdag. Det hele kan følges live på banen såvel som på TV2 Sport X og TV2 Play fra klokken 13.50 lørdag.