fbpx TCR Denmark stærkt repræsenteret i ny World Ranking

Nyheder

TCR Denmark stærkt repræsenteret i ny World Ranking
23
Oktober
2022

TCR Denmark stærkt repræsenteret i ny World Ranking

TCR har på internationalt plan fået et nyt format i form af det helt nye koncept, TCR World Ranking. Den verdensomspændende og nye rangering har indplaceret knap 1.000 kørere fra alle verdens TCR-serier på basis af alle resultater i TCR fra 1. januar 2021 til nu.

Det giver en aktuel og opdateret rangliste over alle verdens kørere i TCR, og den vil fremover blive opdateret hver onsdag. 

Og det er en liste, hvor TCR Denmark er stærkt placeret med hele tre kørere blandt de 15 bedste i øjeblikket. Mike Halder er i kraft af sit dobbelte program i TCR Europe og TCR Denmark nummer fem, mens Kasper H. Jensen er nummer ni. Også Nicolai Sylvest er med i top 15 med en 13. plads i tabellen. 

Endelig er Martin Andersen også med i top 15 med en 14. plads i verden på baggrund af sine resultater i TCR Germany, hvor han i år har vundet det tyske mesterskab. 

Beregningen i TCR World Ranking fungerer således, at man først afvejer alle kørernes resultater på baggrund af, om det er internationale, regionale eller nationale mesterskaber i TCR, samt om det er i langdistance eller sprint. Dernæst tager beregningen også udgangspunkt i størrelsen på felterne i hvert eneste løb - et felt på 20 biler eller mere tæller således mere i den enkelte kørers favør end et mesterskab med færre biler til start. 

Endelig er der en forældelsesfrist indbygget i regnestykket. 

De seneste 20 resultater per kører tæller, og har man ikke kørt i mere end 30 uger i træk, så begynder man at fjerne de ældste resultater indtil køreren måtte stille til start i en TCR-serie igen. 

Det hele spiller samtidigt sammen med en ny verdensomspændende formel i TCR, som tager over fra det hidtidige verdensmesterskab, WTCR.

Den kommer fremover til at hedde World Tour, og det afgøres med en TCR World Ranking Final, hvor de 15 bedste i World Tour møder de 45 bedste i TCR World Rankings i én samlet finale.

Kalenderen for den nye World Tour er endnu ikke på plads, men kommer til at lave ni nedslag verden over i 2023, hvor World Tour-formatet vil køre sammen med forskellige nationale serier.

Du kan se den aktuelle World Ranking på www.tcr-worldranking.com: https://tcr-worldranking.com/?start=0


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene,
Danmark

Kontakt os:
Niklas Majgaard, Presseansvarlig: +4528926568, press@tcr-denmark.com