fbpx TCR Denmark's Silas Rytter er Årets Banetalent

Nyheder

TCR Denmark's Silas Rytter er Årets Banetalent
26
November
2023

TCR Denmark's Silas Rytter er Årets Banetalent

Det unge stortalent Silas Rytter har gjort sig positivt bemærket i sin debutsæson i TCR Denmark med hæder til følge. 

Den nordjyske racerkører blev lørdag kåret som Årets Banetalent af Dansk Automobil Sports Union, som resultatet af en bemærkelsesværdig flot sæson i toppen af dansk motorsport. 

 

Fra sæsonens start viste Silas at han ikke var kommet for at lade sig kue og dominerede allerede fra anden løbsweekend langt mere erfarne konkurrenter på Ring Djurslands asfalt, hvor han sikrede sig sejren i både andet heat og finalen. I sæsonens resterende løb leverede Silas Rytter stabile resultater, hvilket resulterede i en andenplads i mesterskabet for kørere under 25 år. 

 

En begejstret Silas Rytter har da også svært ved at få armene ned over hæderen: “Den havde jeg ikke lige set komme! Jeg er beæret over, at DASU har lagt mærke til min indsats og valgt mig som årets Banesportstalent. Det har været en vild sæson, som har udviklet mig meget som kører og som menneske, og jeg er taknemmelig over for både mine sponsorer og Insight Racing, der har sørget for at det hele var muligt”, lyder det fra Silas Rytter som ikke lægger skjul på at det giver et ekstra skub i den rigtige retning til sæsonen i 2024, “Det giver da lige 20% mere selvtillid og tro på det hele. Jeg har allerede god opbakning, men det her har givet mig endnu mere blod på tanden.”

 

Med denne pris er Silas Rytter desuden kommet i fint selskab. Kørere som tidligere har vundet prisen tæller nemlig blandt andet profiler som Nicki Thiim, Michelle Gatting og Kevin Magnussen. 

 

Det lader til at den unge Silas Rytter er helt klar til den kommende sæson i TCR Denmark med denne kåring. I 2024 kører Silas fortsat for Insight Racing og denne gang bliver det med ny teamkammerat. Mere om denne nyhed følger.  

 


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene, Danmark

Email: tcrdenmark@gmail.com
Phone: +4521630614