Nyheder

TCR Denmark klar med foreløbig 2020-kalender
01
maj
2020

TCR Denmark klar med foreløbig 2020-kalender

De forgangne to måneder har været en uvis størrelse for hele sportsdanmark, og det inkluderer selvsagt også motorsporten og TCR Denmark.

Men der er lys for enden af tunnellen, og derfor er tiden også moden til at TCR Denmark kan præsentere en ny, foreløbig løbskalender for 2020. En kalender, som byder på væsentlige ændringer - men også en kalender, der er blevet til i samarbejde gennem en svær tid. 

- Det har været dejligt at se Motorsportsdanmark stå sammen i en svær situation, hvor vi har måttet gå til alternative løsninger. Men vi har stået sammen og fået det absolut bedste ud af en meget kort sæson. Vi vil på TCR Denmarks vegne gerne takke FDM Jyllandsringen, Padborg Park og Ring Djursland for det åbne sind, de har vist os i forhold til at finde de bedste løsninger, forklarer direktør i TCR Denmark, Martin Jensen. 

Ny kalender med ét dobbeltløb

Den nye kalender byder således på en række ændringer til den kalender, som TCR Denmark først på året offentliggjorde. 

Sæsonpremieren bliver på FDM Jyllandsringen den 20-21. juni til det, der oprindeligt var annonceret som juniløbet. Udgangspunktet er, at der ikke vil være åbent for tilskuere til dette første løb - men forhåbningen er, at der kan være tilskuere til løbene efter den 1. september.

GP Danmark den 21-23. august er flyttet til den 23-25. oktober og kommer til at fungere som finaleweekend på FDM Jyllandsringen.

Som noget nyt arrangerer TCR Denmark en dobbelt løbsweekend den 5-6. september, hvor TCR Denmark og DS3 Cup kører to afdelinger på én weekend på FDM Jyllandsringen. Dermed bliver der kvalifikation og tre heats både lørdag og søndag. Derudover arbejder TCR Denmark på at hente flere klasser til fra udlandet. Disse annonceres på et senere tidspunkt.

Det kompakte program fortsætter med de to tidligere annoncerede løb på Ring Djursland og Padborg Park henholdsvis den 26-27. september og 10-11. oktober, inden der er finale på FDM Jyllandsringen den 24-25. oktober. Disse tre bliver alle Super-weekender med Super GT Danmark.

Det allerførste punkt på kalenderen for TCR Denmark bliver i øvrigt de tidligere annoncerede test- og mediedage på FDM Jyllandsringen, som skulle have været kørt i april. Disse køres nu den 9. og 10. juni.

 

 

Foreløbig 2020-kalender:

Mediedage og officielle TCR Denmark testdage - FDM Jyllandsringen - 9-10. juni

Løbsweekender:
Juniløbet/Åbningsløbet - FDM Jyllandsringen - 20-21. juni
Septemberløb (Dobbelt afdeling) - FDM Jyllandsringen - 5-6. september
Ring Djursland - 26-27. september
Padborg Park - 10-11. oktober
Finaleløb - FDM Jyllandsringen - 23-25. oktober


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene,
Danmark

Kontakt os:
Niklas Majgaard, Presseansvarlig: +4528926568, press@tcr-denmark.com