fbpx Pole position til Jan Magnussen på Jyllandsringen

Nyheder

Pole position til Jan Magnussen på Jyllandsringen
06
September
2020

Pole position til Jan Magnussen på Jyllandsringen

Jan Magnussen og LM Racing fandt søndag morgen farten efter et svært lørdagsløb, hvor gearkasseproblemer kostede Jan Magnussen 1. heat. Siden kæmpede Magnussen sig frem og fik en femteplads i finalen med sig.

Men der er ikke tvivl om, at det silkeborgensiske team har større ambitioner, og derfor luner en pole position i tiden 1.09.008 forud for sæsonens tredje afdeling.

Casper Elgaard og svenske TPR Motorsport fik også vist, at lørdagens flotte comeback og debut ikke var en enlig svale. Elgaard fulgte sin pole position fra lørdag op med at køre næsthurtigst i tiden 1.09.253, hvilket lover godt for spændingen i dagens tre heats.

Treer på gridden er Nicolai Sylvest fra LM Racing, mens mesterskabets etter og toer, Kasper H. Jensen og Martin Andersen, åbner fra 4. og 5. pladsen.

Michael Markussen tog sjettebedste tid i sin Peugeot, mens Allan Kristensen og Kenn Bach endte bedst af kombattanterne i Trophy med henholdsvis 7. og 8. bedste tid.
Insight Racings Jacob Mathiassen blev sat lidt tilbage, da han som følge af at have ramt en floppy blev frataget sin bedste tid.

Det lægger for alvor op til tæt duel på Jyllandsringen i eftermiddag. Hidtil i sæsonen har vi haft fire forskellige løbsvindere med tre forskellige mærker. Det er Kasper H. Jensen og Casper Elgaard, Honda, det er Martin Andersen, Hyundai, og det er Nicolai Sylvest, Volkswagen.

Første heat køres 12.30 og kan ses live på DPlay, mens 6'eren sender live fra 13.30 med Felix Smith og Michelle Gatting ved mikrofonerne.


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene, Danmark

Email: tcrdenmark@gmail.com
Phone: +4521630614