fbpx “Nok det bedste produkt for os i Danmark”

Nyheder

“Nok det bedste produkt for os i Danmark”
24
maj
2025

“Nok det bedste produkt for os i Danmark”

Magnus og Mathias Dall valgte til denne sæson at udskifte Renault Clio Cup og Rallycross med TCR Denmark. Det har været et godt valg på mange parametre.

Da de to midtsjællandske brødre ønskede at prøve noget nyt, var mange muligheder på bordet, før valget faldt på TCR Denmark. Brødrenes far og teamchef, Kim Dall, peger på få enkle årsager, som gjorde udslaget:

“Det er vigtigt for os, at vi har muligheden for at bruge bilerne til noget internationalt uden at skulle modificere en masse, og samtidig skal bilerne være til at arbejde med. Der var TCR meget svær at komme udenom, og med masser af brugte biler til salg var det også ret nemt at få fingrene i to konkurrencedygtige biler”, siger Kim Dall, der har mange års erfaring med at drive et familiebaseret racerteam i både gokart, rallycross og anden banesport.

Erfaringerne gjorde også, at Kim Dall ikke blev bekymret over rygter om, at det skulle koste høje beløb at køre med i TCR Denmark:

“Det behøver ikke koste mere end en halv million at køre en sæson i rå driftudgifter. Det kan sagtens gøres dyrere, men for at have en køreklar bil med nye dæk, benzin, udskiftning af sliddele og småreparationer behøves altså ikke mere. Det kan vi se allerede efter de første to løb; her brugte vi reelt omkring 60.000 kroner per bil for en weekend inklusiv alt. Og det er altså ikke fordi vi kommer uforberedte”, siger Kim Dall.

Et familieteam med fokus på hvad der gælder

Opskriften på at drive et TCR-team for relativt få penge er ifølge Kim Dall helt simpel: Lad være med at sætte dig i unødvendige udgifter, vær realistisk omkring hvad dit behov er - og benyt dig af frivillige hjælpere til at drive teamet:

“Vi er fire personer på hver bil og 12 i alt, som sørger for at bilerne kører, at vi får noget at spise og at alting er som det skal være. Hvis vi skulle aflønne 12 personer i seks weekender, bliver det hurtigt dyrt - og vi klarer os altså fint uden specialister på alle poster. Vi gør som udgangspunkt alting selv og forholder os meget kritisk til hvad der er nødvendigt at bruge penge på. Eksempelvis har vi ikke flere sæt støddæmpere liggende klar; med seks løb på en sæson bør det være tilstrækkeligt at renovere støddæmperne efter sæsonen”, siger han.

Med to TCR-weekender i rygsækken har SD+ Motorsport / Dall Racing da også fået en masse læring med hjem, og med udgangspunkt i devisen om at gøre tingene selv har det været rart at arbejde med en bil, som trods sit rå ydre ikke kræver massiv motorsportserfaring for at kunne vedligeholde den. Tempoet går også kun én vej for de to kørere:

“På Jyllandsringen var Mathias kun fem tiendedele fra Kasper H. og Jan Magnussen, så over en enkelt omgang nærmer vi os faktisk fint allerede. Vi har også lært en masse om bilen i de to løb, og egentlig er den ret overskuelig at skrue på. Motoren har fra standard cirka 300 hestekræfter og er tunet til 350, så det er ikke fordi den er super avanceret. Gearkassen er fra Sadev og bliver brugt på et hav af racerbiler, så den er der heller ikke meget med. Vi er kommet ret hurtigt i gang og føler os allerede godt tilpas i arbejdet med bilerne”, siger han.

Tag springet

Med et stort udvalg af TCR-biler på markedet, både første- og andengeneration, burde flere ifølge Kim Dall overveje at tage springet ind i klassen og få en større motorsportsoplevelse:

“Det er jo rigtige racerbiler, som er bygget til det fra dag ét, og det giver bare en anden fornemmelse både at køre i og arbejde med. Vi har en klar forventning om at kunne komme op og kæmpe mod Kasper H. og resten af dem i toppen af feltet med vores nuværende indsats, og jeg har svært ved at se, at vi ville kunne gøre det meget billigere i andre klasser, og det har faktisk været ret let at komme i gang”, fortæller Kim Dall.

Skulle man have lyst til at høre mere om, hvordan en TCR-sæson kan gøres på et rimeligt budget, er man velkommen til at kontakte Kim Dall for at høre mere.


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene, Danmark

Email: tcrdenmark@gmail.com
Phone: +4521630614