Der endte med at stå Massive Motorsport på det hele i kvalifikationen til årets sidste løb i TCR Denmark, da kørerne tog kampen op mod uret på FDM Jyllandsringen.
Et større oliespild og en efterfølgende oprydning fik tidsplanen til at skride, og da banen i forvejen var optørrende fra nattens regnvejr, så var det langt fra optimale baneforhold der blev kørt i.
Af samme grund kom tiderne først for alvor ned til sidst i sessionen, hvor Kasper H. Jensen på sit sidste af i alt 11 forsøg kunne sætte dagens bedste tid i 1.27.250. Holdkammeraten Kenn Bach fulgte desuden trop med et ligeledes sent skud i Trophy, som sikrede ham pole position i den klasse.
Undervejs var det ellers primært Nicolai Sylvest og Michael Markussen, der var med fremme sammen med netop Kasper H. Jensen, mens blandt andre Insight Racings Jacob Mathiassen længe ventede på det optimale tidspunkt til et forsøg. Mathiassen kom ud og fik blandet sig, men det holdt ikke helt hjem.
I stedet endte LM Racings Nicolai Sylvest med næstbedste tid, mens Jan Magnussen endte tredjebedst foran Michael Markussen. Jacob Mathiassen starter som nummer fem, mens Martin Andersen satte sjettebedste tid.
Kristian Moe Sætheren og Casper Elgaard runder top otte af.
Alt åbent i Trophy
Trophy bliver til gengæld en helt åben kamp. Forskellige kørere har hidtil været med helt fremme - og i lørdagens kvalifikation lignede det i lang tid en pole position til en i øvrigt godt kørende Jonas Lindhard, som i lang tid var klassens hurtigste kører sammen med Michael Carlsen.
Den fedtede bane satte sit tydelige præg på bilerne.
Fynboen trak sig imidlertid bedst ud af det, for han satte næsthurtigste tid og starter som nummer to efter Kenn Bach, mens den mesterskabsførende René Povlsen var tredjehurtigst. Han får følgeskab af Kim Lund Johansen fra Madbull Racing, mens Jonas Lindhard og TCR Denmark-debutanten Peter Obel må tage til takke med henholdsvis femte og sjette startposition, når 1. heat starter klokken 12.35.
TCR Denmark kan følges live på 6'eren og www.dplay.dk fra 14.45 i eftermiddag.
Resultater:
https://www.raceresult.dk/pdf/tidliste-285-10.pdf