Den nordjyske RaceGroup-kører er 2025-mester i TCR Denmark efter et intenst Night Race på Padborg Park.
De fleste havde nok forventet, at kampen mellem Malte Ebdrup og Kasper H. Jensen ville blive tæt. Selvom Mike Halder og TPR Motorsport udeblev fra årets sidste løb, skal der som bekendt kun to racerbiler til for at lave et racerløb, og med 0,003 sekund mellem de to RaceGroup-kørere i kvalifikationen, levede de op til forventningerne fra start.
Det var Kasper H. Jensen, som med en meget smal margin satte pole position, men da starten gik til Race 1, fløj Malte Ebdrup afsted og fik held med at få et forspring til Jensen. Bag dem måtte Jan Magnussen arbejde for at holde en velkørende Mathias Dall bag sig, mens Oliver Larsen fik sin TCR-løbsdebut og kunne slutte på sjettepladsen foran Magnus Dall.
Dramatikken var til gengæld at mærke allerede fra starten af Race 2, hvor Kasper H. Jensen præsterede en imponerende skarp og vovet start, hvor han passerede de forankørende på græsset ned mod første sving. Her måtte Ebdrup sætte fart på for at hente sin teamkammerat og mesterskabsrival, og mod slutningen af løbet kom nordjyden tæt nok på til at forsøge et angreb.
Angrebet kom i nedbremsningen for enden af langsiden, hvor Ebdrup med en sen nedbremsning forsøgte sig på indersiden af Kasper H. Jensen, der i et øjebliks nærkontakt mellem de to, blev sendt af banen og i sandet sammen med mesterskabshåbet. Manøvren vakte ikke stor begejstring fra den detroniserede, femdobbelte TCR-mester, og selvom Ebdrup blev idømt to strafbaner for sammenstødet, sikrede han sig nok point til at mesterskabet var i hus. Jan Magnussen sluttede på andenpladsen, mens Mathias Dall tog sin anden samlede TCR-podieplacering med en tredjeplads.
I Race 3 kom Kasper H. Jensen stærkt tilbage og sikrede en sidste heatsejr foran Malte Ebdrup, mens Jan Magnussen igen tog tredjepladsen. Oliver Larsen fik en flot debut i TCR Denmark og havde i løbet af lørdagens tre løb gode dueller med Magnus Dall og Marco Dahl.
Du kan se eller gense Night Race 2025 på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live:
https://www.youtube.com/watch?v=mwDHPYg8khM