fbpx Jonas Lindhard vil bygge videre på god premiere

Nyheder

Jonas Lindhard vil bygge videre på god premiere
01
September
2020

Jonas Lindhard vil bygge videre på god premiere

Nordjyske Jonas Lindhard tog til denne sæson et stort spring, da han skiftede Formel 4 ud med TCR Denmark. Et skifte, der har placeret den unge nordjyde i en vidt anderledes bil end den, han var vant til. 

Nu banker 2020-sæsonen for alvor på, og for Jonas Lindhard handler det først og fremmest om at bygge videre på den viden og de erfaringer, som Lindhard Motorsport fik med sig fra sæsonpremieren tilbage i juni. 

- Der var mange nye ting for mig som kører og for hele holdet, men jeg synes, vi kom fint gennem det. Det var en god premiere for serien, og jeg taler vist for hele holdet, når jeg siger, at vi synes det var fedt at se, hvor godt klassen blev taget imod, siger han.

Men der var også en del nye ting at lære i premieren, tilføjer han:
Vi havde for eksempel ikke prøvet at arbejde på bilen i pitlane før - og så er der selve det at vænne sig til bilen. Men det gik godt med begge dele, forklarer Jonas Lindhard.


  • Jonas Lindhard og Lindhard Motorsport er ved at have fundet formen i den for det nordjyske team nye Volkswagen Golf VII TCR. Næste weekend skal forberedelserne stå deres prøve.

Tilvænningen ligger især i, at Lindhard Motorsports Volkswagen Golf VII TCR er en ret så anderledes bil end den Formel 4-racer, Jonas Lindhard sad i sidste år. 

- Det har kostet et par fordæk at få kørestilen på plads, men jeg føler, at den er ved at være der. Men sådan skal det være - vi hoppede over i TCR Denmark for at få nogle nye udfordringer, så der skal også være noget nyt at lære, forklarer han og fortsætter:

- Sådan en TCR-bil opfører sig helt anderledes end formelbilen - mens formelbilen er meget stiv og kræver sin helt egen kørestil, så mærker man virkelig hele bilen arbejde, når man kører i Golfen. Den opfører sig i virkeligheden lidt mere som en gokart, hvor man også mærker det hele vride, når man styrer ind i et sving. 

Dobbeltweekend på vej

I den kommende weekend står der ikke blot én, men to løbsdage på programmet. En oplagt mulighed for at få endnu bedre styr på bilen - og ikke mindst en vigtig weekend i forhold til mesterskabsstillingen. 

Det er noget, som den unge nordjyde for alvor ser frem til, for sommerpausen har været lang:

- Jeg synes det er super godt, at vi er i gang igen, og at der er gang i den. Jeg ser frem til den her dobbeltweekend, for det er aldrig en dårlig ting, at vi har noget at se til hele vejen. Det er ikke så længe siden jeg kørte gokart, og der er man jo i gang hele tiden. Så det passer mig glimrende, og jeg håber, det kan ende med, at jeg kommer lidt længere frem i feltet den her gang. Vi er i hvert fald klar til weekenden, siger Jonas Lindhard med et smil.


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene, Danmark

Email: tcrdenmark@gmail.com
Phone: +4521630614