LM Racings to Volkswagen Golf GTI TCR manglede lige det sidste, da TCR Denmark i juni tog hul på premieresæsonen. Nu er sommerpausen snart ovre - og det bliver med et silkeborgensisk team og ikke mindst en Jan Magnussen, som er helt klar til kamp.
Et teknisk problem kostede Jan Magnussen dyrebare point ved TCR Denmarks premiereweekend på FDM Jyllandsringen i juni - men siden er der blevet arbejdet hårdt i kulissen hos LM Racing. Det skal holdet ud at høste frugten af næste weekend, når TCR Denmark vender tilbage med en dobbelt afdeling på FDM Jyllandsringen.
Jan Magnussen og LM Racing var i hård kamp fra første meter af sæsonen. Foto: Kim Gripping/TCR Denmark
I sommerpausen var alle teams samlet til to officielle testdage, og det har givet mere indsigt i de for teamet nye biler, forklarer Jan Magnussen:
- Det vigtige er kendskabet til bilen. Det betyder rigtig meget for hele holdet at vide, hvordan den reagerer på små ændringer. Til den første test og første afdeling skruede vi egentligt den rigtige vej, men vi nåede aldrig rigtigt at få testet det igennem. Det har vi nu, og den her test i sommerpausen bekræftede en hel del for os, siger han og fortsætter:
- Vi prøvede jo en masse ved det første løb, men så fik vi problemet med turboen, og vi nåede aldrig helt at få overblikket over ændringerne. Så er en test god at have - og jeg føler helt klart, at både bilen og teamet har udviklet sig rigtig meget. Om vi er hurtigst i serien, tør jeg dog ikke helt sige. Både Honda og Hyundai ser rigtig stærke ud, men vi er langt bedre forberedt og meget bedre med nu.
Coronavirussen satte en stopper for det ellers supertravle program, som Jan Magnussen plejer at køre efter. Foto: Kim Gripping/TCR Denmark.
Coronapausen
Særligt den lange pause, som hele motorsporten har været ramt af, har været speciel for Jan Magnussen. Roskildenserens normalt tætpakkede kalender blev mildest talt sat på stand by.
- Sådan en pause er aldrig optimal. Sportsudøvere har jo behov for at træne, og det gælder lige så meget for mig som for alle andre. Det har været meget anderledes i år, men jeg ville da ikke sige nej, hvis der var sådan en NASCAR-agtig kalender med løb hver eneste weekend fra nu af, griner Jan Magnussen. Han tilføjer:
- Det er vilkårene, men det er fantastisk, at vi snart får travlt med det, vi elsker at gøre.
Næste opgave for Jan Magnussen er weekendens to afdelinger, inden det gælder de sidste forberedelser til årets Le Mans.