fbpx Historisk tæt mesterskabsafslutning - sådan vinder de TCR Denmark 2025

Nyheder

Historisk tæt mesterskabsafslutning - sådan vinder de TCR Denmark 2025
28
August
2025

Historisk tæt mesterskabsafslutning - sådan vinder de TCR Denmark 2025

Tre kørere kan vinde mesterskabet, når TCR Denmark kører årets sidste løb til Night Race på Padborg Park den 12-13. september.

Grand Prix Danmark bød på spændende race og dramatiske hændelser, men i mesterskabssammenhæng var det Mike Halders tekniske problemer i lørdagens løb, som havde størst betydning.

Med TPR Motorsport-kørerens nulscore tabte han en anseelig mængde point i forhold til både Malte Ebdrup og Kasper H. Jensen, som til gengæld sørgede for at hente flest mulige point til kontoen med en 1-2-sejr i Kasper H. Jensens favør.

Status forud for Night Race og årets sidste afdeling af mesterskabet er, at Kasper H. Jensen og RaceGroup-teamkammerat Malte Ebdrup har lige mange point, mens Mike Halder stadig har en teoretisk mulighed - men der er 21,5 point op til de to førende.

Reelt set kan Mike Halder ikke længere afgøre mesterskabet på egen hånd; han er afhængig af, at hverken Ebdrup eller Jensen gør det alt for godt:

Selvom Mike Halder sætter pole position og vinder alle tre heat - og sætter hurtigste omgangstid i alle heat - må ingen af de to RaceGroup-kørere blive nummer to i alle tre heat.

Udgår én af de to til gengæld fra et heat, er historien til gengæld en helt anden. Indtil videre i denne sæson er Halder dog den eneste, som er kommet fra et heat uden point, og hverken TPR Motorsport eller RaceGroup kommer til finaleweekenden uden at være ekstra godt forberedt.

Uden for top 3 er René Povlsen på fjerdepladsen, men der er kun seks point mellem ham og Mathias Dall, og kampen for at blive “best of the rest” kan godt blive interessant at følge, når sæsonen går på hæld mens solen går ned over Padborg Park.


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene, Danmark

Email: tcrdenmark@gmail.com
Phone: +4521630614