

Mike Halder blev ramt af teknisk problem på opvarmningsomgangen til første TCR Denmark-løb ved Grand Prix Danmark.
Næstsidste afdeling af TCR Denmark bliver kørt i denne weekend på FDM Jyllandsringen, og Malte Ebdrup kom stærkt fra start og sikrede pole position foran Mike Halder og Kasper H. Jensen.
Der var lagt op til endnu en tæt dyst mellem RaceGroup-kørerne og TPR Motorsport’s Mike Halder, men efter opvarmningsomgangen forlod Halder banen med tekniske vanskeligheder. Selvom mekanikerne fra TPR Motorsport på kort tid fik overblik over situationen, var løbet kørt - uden Halder i feltet.
Kasper H. Jensen fik en god start og kunne gå forbi sin mesterskabsførende teamkammerat, og de to kørte deres eget løb frem til målstregen. Bag dem var der noget mere gang i den.
Magnus Dall fik en god start og indtog tredjepladsen, men bag ham blev der lagt pres på af René Povlsen. Ved indgangen til Hesteskoen forsøgte han sig med en sen nedbremsning, men resultatet blev at Lars Højris kunne køre frem på indersiden af ham. Lidt nærkontakt betød at Povlsen røg i en stor udskridning og Højris kom forbi for en stund. Han faldt dog hurtigt ned i feltet, mens Mathias Dall fandt vej forbi René Povlsen og - efter en fejl fra storebror Magnus - kunne køre i mål på tredjepladsen.
Med Mike Halders tekniske problemer er mesterskabsstillingen nu i Malte Ebdrups favør. Den unge RaceGroup-kører har 12 points forspring til Kasper H. Jensen, som med dagens sejr og hurtigste omgang er avanceret til andenpladsen i mesterskabet. 11 point efter kommer Mike Halder, der uden tvivl er på en vigtig mission i søndagens to løb.
Race 2 og 3 vises live på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live:
Race 2: 14.34
Race 3: 15.19
