fbpx Åben fight i Trofeo og U25

Nyheder

Åben fight i Trofeo og U25
22
Juni
2022

Åben fight i Trofeo og U25

I lighed med kampen om det samlede mesterskab, så er der også alt at køre for i Trofeo og U25 i den kommende weekend på FDM Jyllandsringen.

Trofeo-klassen blev for alvor rystet rundt med løbet på Djursland. Mens LM Racings Kenn Bach og Lars Højris havde en helt igennem forfærdelig weekend og var langt fra den fart, som Silkeborg-teamet håbede at have, så trådte andre navne frem på scenen. 


Meteor Racings René Povlsen og Allan Kristensen fører i den samlede tabel - og fik på Ring Djursland selskab på podiet af en stærkt kørende Steffen Larsen.

For mens Meteor Racings René Povlsen og Allan Kristensen scorede stabile point på Djursland, så satte Peugeot-kørerne Steffen Larsen og Johnny Vejlebo pludselig nogle virkelig stærke heats sammen. Larsen endte sågar med at tage den generelle andenplads i 2. heat, og fortsatte i finaleheatet med en samlet syvendeplads og en andenplads i Trofeo. 


Johnny Vejlebo håber at bygge videre på en god sæsonstart i Trofeo - han er aktuelt treer i mesterskabet foran Steffen Larsen.

Det er takter, som Johnny Vejlebo håber at kunne fortsætte i sin Peugeot 308 GTI TCR:

- Jeg håber, vi kan fortsætte takterne fra Djursland. Det er klart, at træerne ikke lige pludselig gror ind i himlen for os, og jeg vil da tro en kører som Kenn Bach nok kommer tilbage og kører stærkt, for han har virkelig haft en sort sky hængende over sig indtil videre i den her sæson, konstaterer Johnny Vejlebo og tilføjer:

- Men jeg glæder mig til at vi kan komme ud og køre vores chance - vi går positivt til opgaven og glæder os rigtig meget til at komme i gang. Det skal nok blive rigtig godt ræs i hvert fald, lyder det fra Peugeot-køreren.

Netop Kenn Bach har da også blæst til angreb i den kommende weekend:

- Det er virkelig ikke gået godt de første to afdelinger, så vi er topmotiverede og klar til at vise, at det her virkelig ikke kan passe. Jyllandsringen er vante rammer for os som team, så nu strammer vi kablet og holder på. Jeg synes i hvert fald, at jeg har haft mine uheld, så nu må det gerne gå til den sjove side for os, forklarer Kenn Bach.


Kenn Bach og LM Racing jagter revanchen på hjemmebanen i den kommende weekend.

Facit før weekendens løb på Jyllandsringen er, at Meteor Racings to, orange Audier ligger i spids med henholdsvis 64 og 51 point i Trofeo, mens Johnny Vejlebo og Steffen Larsen har sat sig på den aktuelle kamp om tredjepladsen i dét mesterskab. 

Kampen om ungdomstitlen er ligeledes blevet ekstra spændende efter Ring Djursland, for mens Nicolai Sylvest skovlede godt med point ind, så tabte Gustav Birch lidt terræn, og derfor er Sylvest nu foran med 69 point mod Gustav Birchs 60. 

Tidsplan:
Lørdag
Fri træning 1 - 10.00-10.20
Fri træning 2 - 12.00-12.15
Kvalifikation Q1 - 14.55-15.07
Kvalifikation Q2 - 15.12-15.20

Søndag
Warmup - 11.35-11.45
Heat 1 - 13.10-13.30
Heat 2 - 15.00-15.20
Heat 3 - 15.50-16.10

TCR Denmark kan følges live på YouTube og på seriens Facebook i weekenden. Vi livestreamer fra heat 1 med start klokken 13.10, mens heat 2 og 3 følger fra 15.00.

 


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene,
Danmark

Kontakt os:
Niklas Majgaard, Presseansvarlig: +4528926568, press@tcr-denmark.com