fbpx Carsten Lorenzen og Miccar Racing rykker ind i TCR Denmark

Nyheder

Carsten Lorenzen og Miccar Racing rykker ind i TCR Denmark
07
Februar
2021

Carsten Lorenzen og Miccar Racing rykker ind i TCR Denmark

TCR Denmark er godt på vej til at få et nyt ansigt i Trofeo-klassen til 2021. Carsten Lorenzen og MICCAR Racing har indkøbt en Honda Civic Type R og i det sønderjyske er sæsonforberedelserne i fuld gang. 

Lorenzen kommer fra Super GT Danmark og har efter fire sæsoner med baghjulstræk valgt at søge tilbage til rødderne i de forhjulstrukne biler - og ikke mindst TCR Denmark. Det er en opgave, som Lorenzen og resten af teamet spændte ser frem mod.

- Jeg skifter spor. Jeg har været i Super GT i nogle år, men jeg har aldrig rigtig fundet formen i den bil, og blev kort fortalt enig med mig selv om, at tiden var inde til at prøve noget nyt. Jeg kunne samtidigt mærke på teamet, at de også var klar til nye udfordringer, forklarer Carsten Lorenzen og fortsætter:

- I første omgang troede jeg ikke, at TCR ville være en realistisk option for os, men det endte med at gå op, da én af mine sponsorer, Innocon, tilbød at købe bilen. Nu er skridtet taget, og vi skal have det sidste på plads - men vi glæder os til at komme i gang med TCR, fortæller han. 


Mikkel Ro Larsen fra Innocon og Carsten Lorenzen fortsætter i 2021 samarbejdet, som nu bliver i TCR Denmark. Foto: Miccar Racing

Tilbage til forhjulstræk

Netop forhjulstrukne biler er ikke nyt for sønderjyden. Karrieren begyndte i Yokohama 1600 Challenge, og netop ophavet i de forhjulstrukne biler er noget, som Carsten Lorenzen glæder sig til at komme tilbage til. 

- Jeg er ret sikker på, at min kørestil passer bedre med forhjulstræk, og da jeg startede med racing tilbage i 1600 Challenge var jeg jo godt med. Jeg ved udmærket, at det er et andet niveau her i TCR, men dynamikken i at køre forhjulstræk passer godt til mig, og jeg glæder mig til at prøve det af på det her niveau - og fremfor alt glæder jeg mig til at køre i Trofeo, forklarer Carsten Lorenzen. 

Og dermed også sagt, at Trofeo er målet for det sønderjyske Honda-team og for 44-årige Carsten Lorenzen.

- Det er helt klart Trofeo, vi er her for. Det er en fed klasse, og jeg kan godt lide, at det er lavet så fair og lige, eftersom du dels skal være over 40 og dels skal have en bil, der ikke er helt ny. Det er helt klart noget, som har lokket os til - vi trænger til at få nogle succeser og til at vi forhåbentlig kan kæmpe med om en top tre i Trofeo, forklarer Carsten Lorenzen og tilføjer, at han især ser frem til de to byløb på kalenderen. 

- Jeg glæder mig meget til de to byløb. Det bliver vildt. Stemningen plejer at være helt fantastisk til de løb, men omvendt er det også steder, hvor du skal tænke dig lidt om - ellers kan det hurtigt ende med at blive dyrt. Særligt banen i København synes jeg er fed, og jeg er glad for at TCR har fået så fed en kalender sat sammen til i år, afrunder han.


TCR Denmark
Baldersbuen 45, 2640 Hedehusene, Danmark

Email: tcrdenmark@gmail.com
Phone: +4521630614